KIF Atletik

DMU dag 2

DMU dag 2

Guld, sølv og bronze til KIF ved DMU.

På andendagen af de danske ungdomsmesterskaber i atletik søndag d. 11. september vandt KIF’s atleter et dansk mesterskab, således at vi kom op på i alt tre danske mesterskaber.

Rebekke Hillingsø, der vandt sølv på 100 m lørdag, steg et trin op på sejrsskamlen søndag, da hun blev dansk mester på 200 m hos piger 20-22 år.

Søndag morgen startede med stangspring for piger 15 år. Inden mesterskabet havde KIF’s Sophia Bonde en PR på 2,80 m, men denne søndag skulle blive dagen, hvor hun første gang nåede over 3,0 m, hvilket gav en flot sølvmedalje. Det skabte stor glæde både hos Sophia, men også hos hendes dygtige træner Wojciech Buciarski, der som stangspringer har deltaget ved to Olympiske Lege.

Andreas Holst Lange, der blev dansk mester på 1500 m om lørdagen, var blot 1/100 sek fra at gentage bedriften på 800 m, hvor han vandt sølv i tiden 2.00,49. Freja Veicherts vandt sølv hos piger 17 år i diskos med et kast på 42,64 m.

Lørdag var KIF’s Milla Eskildsen blot 1 cm fra at vinde bronze i længdespring. Søndag var Milla også kun 6/100 sek fra at vinde bronze på 80 m hæk, da hun løb distancen på PR 12,91 sek. På 80 m hæk blev det ligeledes til en flot 6. plads til Aliya Dahl. Aliya blev også en flot nr. 4 i kuglestød med PR 10,75 m.

For KIF sluttede mesterskabet med 1000 m medley stafet, hvor holdet, der bestod af Milla Eskildsen, Aliya Dahl, Mille Elmer og Sophia Bonde, vandt bronze som en flot afslutning på mesterskabet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *