KIF Atletik

Anne-Lise Schjønning’s 70 års jubilæum i KIF

Anne-Lise Schjønning’s 70 års jubilæum i KIF

D. 1. januar 2023 fejret Anne-Lise Schjønning 70 års jubilæum som medlem af KIF. Hun blev medlem af KIF som 14-årig d. 1. januar 1953. Som sprinter var hun på landsholdet i perioden 1960-1965, hvor hun bl.a. var med til at sætte dansk rekord på 4×100 m stafet på Bislett stadion i Oslo d. 20. juli 1960 i tiden 47,9 sek. Holdet bestod af Lone Hadrup, Bodil Nørgaard, Anne-Lise samt Vivi Markussen. Rekorden betød, at holdet klarede OL kravet for deltagelse ved OL i Rom samme år, men  desværre var tidsfristen for kvalifikation overskredet.

Anne-Lise har grund til at ærgre sig over, at holdet ikke kom til OL i Rom, men i stedet kan hun glæde sig over, at hun løb mod den 3-dobbelte OL guld vinder, Wilma Rudolf, tre gange efter OL. Første gang var ved et stævne på Østerbro Stadion mandag d. 3. september 1962, hvor mere end 5000 tilskuere var mødt frem. Wilma Rudolf vandt dette løb, men Anne-Lise opnåede at komme på skamlen med hende, idet hun blev nummer to i løbet.

I perioden fra 1960 til 1965 vandt Anne-Lise 5 bronzemedaljer ved de danske mesterskaber på henholdsvis 100 meter og 200 meter. Hendes PR på 100 m er 12,1 sekund og på 200 meter er den 25,8 sekund.

Udover Anne-Lises flotte aktive karriere har hun også udført et stort frivilligt arbejde for KIF gennem årene. Hun har således siddet i KIF’s bestyrelse tilbage i 1970’erne samt i slutningen af 1990’erne, heraf nogle år som næstformand og sekretær.

I en lang periode har Anne-Lise også været med i løbsledelsen for Eremitageløbet, hvor hun stod for det praktiske med opstilling om lørdagen samt afviklingen af løbet, ligesom hun også deltog i oprydningen efter løbet.

Vi kan heldigvis stadig møde Anne-Lise på Østerbro Stadion om sommeren samt i en gymnastiksal om vinteren, hvor hun træner sammen med det øvrige Motions- og Idrætsmærke hold under ledelse af Jan Madsen. Anne-Lise har taget idrætsmærket i guld hele 40 gange.

For nogle år siden blev Anne-Lise helt fortjent æresmedlem i KIF.

I 2017 besluttede DIF’s bestyrelse at indføre et Frivilligdiplom, hvis målgruppe er ulønnede ledere og trænere, der har minimum 15 års anciennitet. Det var naturligt for KIF at indstille Anne-Lise til denne hæder, som hun fik overrakt af KIF’s daværende formand Thomas Ringsted ved markeringen af KIF’s 125 års jubilæum d. 24. oktober 2017.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *