KIF Atletik

Copenhagen Open 2022

Copenhagen Open fejrede 10 års jubilæum med et flot stævne for den danske elite, men også for alle andre atletikudøvere i weekenden 11.-12. juni. Der var flotte og meget store jubilæumsmedaljer til de 6 bedste i hver disciplin op til og med 11 år samt medaljer til de tre bedste i øvrige aldersklasser. Desuden var der pengepræmier til vinderen af udvalgte senior konkurrencer.

World Athletics har givet Copenhagen Open et skulderklap ved at opgradere status, så det nu er det højest rangerede klubstævne i Danmark som et World Athletics Category E-label stævne, hvilket betyder, at der i alle seniorøvelser kan samles bonuspoint til World Ranking List.

KIF stillede med ca 40 atleter i alle aldersklasser fra 8 år og op til seniorer. De satte imponerende 44 personlige rekorder (PR).
Vi kan ikke nævne alle resultater i dette opslag, vi vil derfor koncentrerer vi os om hækkeløb, idet denne disciplin er blevet en populær disciplin hos flere KIF aldersgrupper. I aldersgruppen 12-13 års piger stillede fire KIF’ere op på 60 m hæk. Anna Lønborg vandt konkurrencen til trods for at hun kolliderede med næstsidste hæk. På mirakuløs vis genvandt hun balancen og kom flot i mål i tiden 11.64 sek. Sophie Filtenborg Brandt blev nr. 3 og Laura Kjær Hansen nr. 4. Fernanda Refsgård, der er et år yngre end de tre andre piger, blev nr. 7.

I aldersgruppen 14-15 år stillede tre KIF piger op på 80 m hæk. Liv Nygård og Milla Eskildsen blev henholdsvis nr 3 og fire i det første indledende heat, medens Aliya Dahl blev nr. 5 i det andet indledende heat. I finalen blev Mila Eskildsen en flot nr. 3 i tiden 12.96w sek. En rigtig fin tid idet hun mødte op til stævnet med en PR på 14.25 sek. Liv Nygård blev nr. 6 i finalen. Aliya Dahl stillede også op på 300 m hæk, som hun vandt i PR tiden 49.18 sek. Hos seniorerne vandt KIF’s Jan Wildeman 400 m hæk i PR tiden 55.21 sek. KIF’s hækkeløbere vandt således 3 guldmedaljer og 2 bronzemedaljer ved dette stævne. Det er forståeligt at U16/U18 hæk træner, Michael Mørkboe, glæder sig til at få U14 pigerne op på U16 holdet. Øvrige resultater kan findes på Imars.dk.

Til slut et ”suk” fra bestyrelsen. Alt for mange atleter udebliver eller sender afbud til stævner. Det koster KIF flere tusinde kroner årligt, idet tilmeldingsgebyrer skal betales uanset om atleterne møder op eller udebliver / sender afbud. Så tænk over det, før I melder jer til stævner.

God sommer til jer alle.
Torben

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *